MÅLSÆTNING
2006
Ungdommens Uddannelsesvejledning
CENTER SYD
Brøndby, Hvidovre, Ishøj og Vallensbæk kommuner.
Baggrunden for etableringen af UU-center Syd:
Fra 1. august 2004 skal al vejledning om uddannelse og erhverv i Danmark gives fra 46 nye centre for Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU-centre). Brøndby, Hvidovre, Ishøj og Vallensbæk Kommuner er gået sammen om at etablere et fælles center for Ungdommens Uddannelsesvejledning i form af et § 60-selskab, hvilket vil sige en selvstændig forvaltningsenhed med egen bestyrelse. Centeret, som har 25 vejledere fordelt i de 4 kommuner samt 4 medarbejdere på kontoradressen, spænder fagligt over et bredt felt med vejledere, socialrådgivere og tidligere kuratorer med stor erfaring inden for området.
Centerets formål er:
- at være sektor uafhængig
- at være en enhed, der løser vejledningsopgaver på højt fagligt niveau
- at give mulighed for virtuel vejledning og andre nye vejledningsformer
- at betjene brugerne personligt i deres egen kommune på den enkelte skole.
Centerets målgrupper er elever i grundskolen og i ungdomsskoler, unge med særlige behov samt et tilbud om vejledning til 19 - 25 årlige. Samarbejdet mellem de fire kommuner har vist sig at være meget hensigtsmæssig både med hensyn til geografi og demografi. Der er allerede kommet mange givtige samarbejdsrelationer på tværs af kommunerne som gør vejledningen mere professionel ligesom samarbejdet medfører betydelig synergi på de faglige felter.
Samarbejdsaftaler med skolerne:
Der er udarbejdet samarbejdsaftaler med alle folkeskolerne i de fire kommuner der specificerer samarbejdsfladerne og arbejdsfordelingen med de enkelte skoler. Aftalerne er blevet godt modtaget lokalt og der er lagt op til en videre bearbejdning af aftalerne, bl.a. skal der beskrives en række lokale forhold i tillægget. Vejledernes primære opgave er at forestå alle vejledningsaktiviteter, endvidere skal skolerne og klasselærerne supporteres med materialer til UEA-undervisningen, mens den egentlige UEA-undervisning forestås af skolernes lærere.
Samarbejdsaftaler med erhvervsskolerne:
Der er udarbejdet samarbejdsaftaler med erhvervsskolerne i området. I lighed med aftalerne med folkeskolerne specificeres samarbejdsflader og arbejdsfordelingen. Der fokuseres endvidere på mere utraditionelle og individuelle forløb for den enkelte elev. En vigtig del af arbejdet er eksempelvis at udvikle en model med Proerhverv, som har særligt fokus på de svage unge, der sikrer dem et alternativ til de traditionelle meget boglige forløb.
Samarbejdstiltag overfor de kommunale forvaltninger:
På den administrative side er der et formaliseret samarbejde med Ishøj Kommune, der er UU-center Syds administrationskommune. Herudover er der udviklet et godt samarbejde med de enkeltes kommuners forvaltninger. Der er således indledt en møderække med socialforvaltningen, beskæftigelses- / arbejdsmarkedsafdelingen, jobcentre, jobhuse, ungehuse mv.
Samarbejde med produktionsskolerne:
Allerede fra UU-center Syds start blev der indledt et tæt samarbejde med produktions-skolerne i lokalområdet for at opnå en god kontakt til skolerne og få et detaljeret indblik i skolernes forskellighed. Med den nye lovgivning for produktionsskoler er dette samarbejde blevet yderligere aktualiseret, efter det pr. 1/1 2005 nu er UU?erne der skal målgruppe-vurdere eleverne til produktionsskolerne. Proerhverv-modellen har også været drøftet indgående med produktionsskolerne, som fremover forventes at indgå samarbejdsaftaler med erhvervsskolerne i et forsøg på at sætte ind overfor de unges frafald fra ungdoms-uddannelserne. Ny lovgivning herom forventes primo 2007.
Ansvar og arbejdsopgaver overfor de vejledningssøgende i ungdoms- vejledningen:
UU har endvidere ansvaret for vejledningen af de unge, efter de har forladt grundskolen. Vejledningen overfor de unge op til 19 år er opsøgende. I samarbejde med uddannelses-institutionerne sættes der især fokus på frafaldsproblematikken. Når en ung således er "i begreb med" at springe fra et uddannelses- eller arbejdsforløb skal vejledning straks kunne tilbydes og den unges uddannelsesplan eventuelt justeres.
Alle unge tilbydes vejledning, men indsatsen målrettes især mod de unge med særlige behov for vejledning.
Unge i aldersgruppen 19 - 25 år tilbydes vejledning, når de udtrykker behov herom, enten ved at kontakte UU for en aftale i dagtimerne eller ved at møde op i den åbne rådgivning.
Endvidere er der indgået faste aftaler med de tre lokale jobcentre om UU ? vejledernes tilbud til de unge med hensyn til udarbejdelse af personlige uddannelsesplaner.
EGU:
UU-center Syd administrerer EGUen i Brøndby, Hvidovre og Ishøj Kommuner. Vallensbæk Kommune er gennem deres egen medarbejder tæt knyttet til UU-center Syd. For EGUen er der oprettet et visitationsudvalg, der skal stå for en optimal udnyttelse af disse ressourcer. Det forventes, at det tætte samarbejde om EGU vil medføre en mere smidig administration af ordningen, og at der vil kunne tilbydes forskellige afklarende forløb og danne uddannelseshold på tværs af kommunerne.
Mål/målsætninger i vejledningen - fokusområder for 2006 -2007:
- De unge skal vælge rigtigt første gang. Det er ligeledes et overordnet mål, at mindst 95 % af en ungdomsårgang i UU-centrets område starter en ungdomsuddannelse, og flest muligt gør det ved afslutningen af 9. klasse.
- Der udarbejdes derfor en retvisende opgørelse af tilgang, frafald og uddannelsesskift hos unge i UU-centrets område, og der sættes mål for fremtidige resultater
- Endvidere indarbejdes tilskyndelse til en tidligere start i vejledernes daglige arbejde med de unge.
Mål/målsætninger organisatoriske fokusområder 2006 - 2007:
Samarbejde internt, med bestyrelsen og med uddannelsesinstitutionerne:
- Udarbejdelse af skabelon til mindre trivselsundersøgelse blandt personalet.
- Den resterende gæld for UU-centeret reduceres med mindst 50 % i 2006.
- Udarbejdelse af overordnet strategi for centerets virke.
- Opstilling af 3-5 succeskriterier for samarbejdet med ungdomsuddannelserne.
Nationale Mål for vejledningsindsatsen.
I lovgivningen er der fastsat en række nationale mål for vejledningen om valg af uddannelse og erhverv, som den lokale vejledningsindsats skal leve op til.
De syv nationale mål:
- Vejledning om valg af uddannelse og erhverv skal bidrage til, at valg af uddannelse og erhverv bliver til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet.
- Vejledningen skal i særlig grad målrettes unge med særlige behov for vejledning om valg af uddannelse og erhverv.
- Vejledningen skal inddrage såvel den enkeltes interesser og personlige forud¬sætninger, herunder uformelle kompetencer og hidtidige uddannelses- og beskæf¬tigelsesforløb, som det forventede behov for uddannet arbejdskraft og selv¬stændige erhvervsdrivende.
- Vejledningen skal bidrage til, at frafald og omvalg i uddannelserne begrænses mest muligt.
- Vejledningen skal bidrage til, at den enkelte selv kan søge og anvende infor¬ma¬tioner, herunder it-baserede informations- og vejledningstilbud, om valg af ud¬dan¬nelse, uddannelsesinstitution og fremtidig beskæftigelse.
- Vejledningen skal være uafhængig af sektor- og institutionsinteresser.
- Det er en målsætning at fremme, at vejledningen gives med vejledningsfaglige kvalifikationer på et niveau, som kan opnås på en fælles vejlederuddannelse, som undervisningsministeren godkender i henhold til lovgivningen om videreuddannelse for voksne.
Lovens intentioner er endvidere, at den lokale vejledningsindsats skal:
- Fremme åbenhed og gennemsigtighed i uddannelserne og frit valg på uddannelses-området.
- Skabe klarhed og enkelhed i ansvaret for ledelsen af vejledningen.
- Sikre bedre udnyttelse af de offentlige ressourcer til vejledning.
- Fremme innovation og iværksætteri.
Disse mål er naturligvis en integreret del af vejledningen i UU-center Syd, men målene er prioriteret i forhold til sammensætningen af unge i vort geografiske område, hvor specielt unge med en anden etnisk baggrund end dansk udgør en meget stor andel af unge.
Resultater af vejledningen i relation til UUs overordnede målsætning.
Sektoruafhængig - dette betyder at vejledningen af grundskoleelever og unge skal ske så bredt som muligt med den unge i centrum. Det betyder også, at vejlederne ikke er bundet af faste aftaler med uddannelsesinstitutioner, men hele tiden kan støtte med den bedste og mest holdbare løsning for den enkelte unge.
Faglighed
Alle vejledere er fuldtidsvejledere, hvilket betyder en mere fokuseret vejledning på det faglige niveau som altid er ajourført, men også en mere fleksibel vejledning, fordi den enkelte vejleder ikke er bundet op af undervisning og andre skemalagte aktiviteter.
Virtuel vejledning
Det er blevet en betydningsfuld del af vejledningen, da hjemmesider og diverse portaler typisk er tilgængelige døgnet rundt, hvilket giver mulighed for at arbejde med opgaver hjemmefra evt. sammen med forældrene. Det samme gør sig gældende for arbejdet med uddannelsesbøger og tilmeldinger. Dette stiller selvfølgelig større krav til vores hjemmesides brugervenlighed og updatering. IT er også et uundværligt redskab for vejlederen, og der arbejdes fortløbende på at udvikle og forbedre funktionaliteten i vores programmer, fx er SMS-beskeder sendt fra vores administrative Edb-system blevet en ofte anvendt metode, at komme i kontakt med de unge på.
Tilgængelighed
Det har været meget vigtigt, at vejledernes tilstedeværelse på de enkelte skoler er så stor som overhovedet muligt, så den enkelte elev har let ved at komme i kontakt med vejlederen, og at det er muligt at få afklaret spørgsmål, så snart de opstår. Det giver en tættere og mere ligefrem kontakt med eleven. Dette er især vigtigt for netop de elever, der har et særligt behov for vejledning.
Udmøntning af målsætninger og indsatsområder
95 % målsætningen, om at påbegynde en ungdomsuddannelse, er specielt i vores UU en meget omfattende arbejdsopgave. Vejledningsaktiviteter som f.eks. præsentationskurser og brobygningsforløb suppleret med det meget brede informationsarbejde, er af afgørende betydning for at nå målsætningen. Fremover vil vi rette yderligere opmærksomhed overfor forældrene til de unge. Eksempelvis har vi netop fået oversat det lokale informations-materiale der anvendes på forældremøderne i 6. og på 8. klassetrin. Forældrene vil fremover få udleveret kopier af de fremviste slides? på Tyrkisk, Arabisk, Urdu, Somalisk eller Dansk.
Frafaldsproblematikken har været genstand for megen opmærksomhed og en nærmere granskning har vist at frafaldet måles med udgangspunkt i FTU-tilmeldingen, og derfor ikke tager hensyn til hændelser, der sker i perioden 15. marts og frem til august, hvor de nye forløb starter på ungdomsuddannelserne.
I denne periode forekommer der en del omvalg samt justeringer af uddannelsesplaner, hvor langt fra alle bliver centralt registreret. Hvis en ung skifter uddannelsessted og tilmelder samme uddannelsesretning på en anden erhvervsskole, vil den unge oftest blive centralt registreret som ikke mødt/afbrudt uddannelse på den først tilmeldte erhvervsskole.
Der arbejdes i Undervisningsministeriet på at præcisere og forbedre indberetningssystem.
Trods ovenstående er frafaldet fra ungdomsuddannelserne for stort.
UU-center Syd vil for at forebygge frafald på især grundforløbene forlænge overgangsvejledningen til at omfatte de unge, der er begyndt på erhvervsskolerne og frem til der er sikkerhed for at grundforløbet gennemføres, alternativt at de unge flytter over på en anden uddannelse.
Tidligere indsats fra vejledernes side i arbejdet med de unge sker allerede nu på to fronter,
- dels gennem UEA-undervisningen, der allerede fra 1. klasse er prioriteret meget højt, hvor UU er leverandør af lokalt udarbejde undervisningsmaterialer, besøgstilbud og klasselærerkurser,
- dels med vejledningssamtaler fra 6. klassetrin.
- dels ved en meget tidlig indsats overfor specielt de unge med særlige behov, hvor der bliver mulighed for mentorordninger, særpraktik og andre aktiviteter, der alle sigter på at forberede de udsatte unge på det kommende uddannelses- og erhvervsvalg.
I forlængelse af målsætningerne er der igangsat følgende tiltag,
- At indgå samarbejdsaftaler med ungdomsuddannelserne, herunder fastlægge procedurer mht. vejledning af frafaldstruede unge.
- At opkvalificere vejledning i forbindelse med præsentationskurser og brobygningsforløb, samt at disse ligeledes omfatter tilbud fra de gymnasiale uddannelser.
- At tilskønne til samarbejde mellem produktionsskoler og erhvervsskoler i lokalområdet.
- At søge nye præsentationsformer af ungdomsuddannelserne overfor de ?etniske? unge og deres forældre.
- At afprøve og justere fælles vejledningsværktøjer, herunder sætte fokus på mentorbegrebet.
Kvalitetsudvikling
UU-center Syds kvalitetsudvikling er en vigtig del af udviklingen af UU. Der bliver hvert år udpeget nogle indsatsområder indenfor såvel de faglige som de organisatoriske områder.
Dette sker i samarbejde med bestyrelsen. Derudover arbejdes der med nogle faste temaer, og der gennemføres arrangementer, som f.eks. er faglig udvikling af medarbejdere, samarbejdsparter, repræsentanter fra uddannelsessystemet samt lokale Produktions- og erhvervsskolernes forsøgs- og udviklingsafdelinger.
På vejledningssiden er der fokus på unge med anden etnisk baggrund end dansk, unge med særlige behov og UEA-undervisning. Medarbejdere med specialviden indgår i forskelle arbejdsgrupper på tværs af UU?er og i udviklingsprojekter med blandt andet RUC, Integrationsministeriet og erhvervsskolerne.
Kvalitetssikring
Kvalitetssikringen sker gennem ekstern evaluering og selvevaluering. Der er indkøbt et Edb-program (online survey program) til at foretage undersøgelse / evaluering af vores arbejde. Evalueringen følger og dokumenterer vores indsatsområder løbende ligesom den danner grundlag for ændringer og justeringer af igangværende aktiviteter.
Metodikken i selvevalueringen følger den almindelige kvalitetscirkel:
1. Målsætninger
2. Handlinger
3. Indikatorer
4. Evaluering
Statistik
UU-center Syd udarbejder løbende kvantitative opgørelser over vores aktiviteter og indsatsområder, hvilket naturligvis indgår i grundlaget for udvælgelsen af kommende indsats- og analyseområder.
De administrative Edb-systemer er ligeledes en vigtig grundsten i vores vejledning, hvor det er muligt at følge den enkelte unges historik samt på et overordnet niveau at udarbejde oversigter over generelle udviklingstendenser.